Oversigt

 

Talentfuld SSA til dagvagt på Dalby Plejehjem, Faxe Kommune.

 

Kom og vær med i det faglige fællesskab på Dalby Plejehjem.

Vi har ét mål i sigte; at vores beboere har en fantastisk hverdag, hver dag – lige til det sidste. Har du et brændende ønske om at arbejde med det mål i sigte, er du måske vores kommende kollega.

Stillingen er på 32-35 timer/uge, med weekendvagt hver 2. weekend i første omgang samt 1 aftenvagt hver 9. uge.

Stillingen ønskes besat senest 1. juni 2024, eller efter aftale.

 

Dalby Plejehjem er et mindre somatisk plejehjem, beliggende i Dalby tæt på Haslev og motorvej. Dalby Plejehjem har plads til 24 beboere, og ligger i ét plan med skøn udsigt samt grønne områder og terrasser omkring sig. Hver lejlighed er med gode pladsforhold, til både beboer og personale, og med dertilhørende lille egen terrasse.

Vi har på plejehjemmet eget køkken, som hver dag laver mad til vores beboere.

Da vores beboere flytter ind, med mere og mere komplekse problemstillinger, stiller det store krav til dig som SSA. Derfor bliver du løbende kompetenceafklaret fra plejehjemmets sygeplejerske, så du bliver klædt ordentligt på, til at løse de komplekse sygeplejefaglige opgaver.

Det stiller også store krav til vores dokumentation, og derfor er det vigtigt for os, at du har let ved at benytte IT systemer samt computer/tablet/smartphones.

I Faxe Kommune modtager vi studerende og elever på plejehjemmene, og du skal derfor synes det er sjovt og interessant at have med studerende/elever at gøre, og et ønske om at lægge det engagement der skal til, for at give dem en god -og lærerig tid hos os. Det er et stort plus hvis du har uddannelsen som klinisk vejleder, eller et ønske om at gennemgå uddannelsen.

På Dalby Plejehjem har vi fokus på faglig udvikling, gennem fælles refleksioner, sparring, undervisning og tværfagligt samarbejde på tværs.

Vi har hver dag triagering, hvor vi gennemgår vores beboere i fællesskab.

 

Det får du her hos os;

  • Introforløb med kollega
  • Samtaler med leder efter henholdsvis 1, 3 og 6 måneder
  • Stor mulighed for faglig – og personlig udvikling
  • Kompetenceudvikling
  • Mulighed for at gennemføre praktikvejlederuddannelse
  • En skøn kollegagruppe som brænder for deres fag, og med faglig stolthed
  • Løbende sygeplejefaglig undervisning
  • God og grundig oplæring i dokumentationssystemet Cura
  • En arbejdsplads hvor vi griner højt hver dag og har fokus på det gode arbejdsmiljø

 

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet social – og sundhedsassistent med autorisation
  • Er god til at skabe struktur og danne overblik
  • Er god til dokumentation og måske endda godt kan lide at ”nørde” det lidt
  • Kan reflektere over det som du siger og det som du bidrager med i hverdagen
  • Brænder for at arbejde med det ældre menneske – og ved hvorfor du gør det
  • Tager ansvar for dit arbejde og prioriterer høj faglig kvalitet i dit arbejde med beboerne
  • Evner at samarbejde og kommunikere med dine kolleger
  • Er ansvarsbevidst, mødestabil, fleksibel og har en positiv arbejdsmoral

 

Vores opgave er at støtte beboerne til at leve et selvstændigt liv, ud fra deres behov og ønsker. 
Beboerne har forskellige behov for støtte i hverdagen, og vi søger altid mod at møde dem i deres initiativer samt skabe tryghed og struktur for dem.

Ønsker du at være en del af holdet på Dalby Plejehjem, må du meget gerne sende din ansøgning til os.

 

Ansøgningsfrist på stillingen er den 21. april 2024

Ansættelsessamtaler holder vi den 24. april 2024 i tidsrummet 8-14.

 

Vil du vide mere
Kan du kontakte plejehjemsleder Camilla Hedelain på [email protected] eller på tlf. 3062 5723. Hvis du vil tale med personalet, kan du ringe på plejehjemmets telefon, og få en snak med dem på tlf. 5620 3330.

Du er altid velkommen til at aftale en tid hvor du kan komme forbi til en kop kaffe og en rundvisning.

 

 

 

 

 

Faxe Kommune, Rådhuset, Frederiksgade 9